Buy Wine 2018 Firenze

I 2018 fandt den 8. udgave af ”Buy Wine” sted i Firenze. Arrangementet, der er det kommercielt største for vinsektoren i Toscana, slog dørene op d. 9. og 10. februar til et sandt vinmekka med over 200 forskellige toskanske vinproducenter, som blev besøgt af hundredvis af internationale indkøbere fra fem forskellige kontinenter. Arrangementet blev organiseret af Regione Firenze i samarbejde med PromoFirenze, som er en del af Handelskammeret i Firenze. 

Det italienske Handelskammer i Danmark stod for at finde skandinaviske indkøbere, som var interesserede i at deltage i ”Buy Wine”. De deltagende indkøbere fik mulighed for at skabe kontakt til de vigtigste vinproducenter i Toscana gennem B2B møder, som fandt sted i det storslåede Fortezza da Basso i Firenzes centrum. Derudover var der også mulighed for at deltage i en Educational Tour til de toskanske vinmarker. 

Kontakt gerne Handelskammeret for yderligere information, eller tag et kig på hjemmesiden http://www.buy-wine.it/.